Louise Juhl

Ikke alt har betydning. Som nu den sætning hun ikke kan samle, da det virkelig gælder.

Han spår hende. Med træbrikker i forskellige udgaver af brun, fra de helt lyse til de næsten ibenholtsorte. Han griner, og de ved begge, at det ikke er sandt, hvad han spår. (Om det alligevel gælder, er straks mere uklart)

Han siger, hun vil tygge sine minder med kindtænderne. At de vil blive en klump af dage, samlet med spyt. Han siger, at hun vil sluge det hele og skide det ud i den anden ende.

Hun ved ikke, hvad hun skal mene om det.

”Smager de godt, minderne?”, spørger hun.

Han griber en træbrik og vejer den i hænderne.

”Det er en smagssag”, svarer han.

Det samme, kan han sige om hende, men ikke alt har betydning.