Louise Juhl

Han ser grå ud, synes hun. Måske er det fordi hun forventer noget andet, noget næsten levende. Han ligger på ryggen med øjnene rettet mod loftet, men vender sig, da hun kommer ind. Det overrasker hende: døde mennesker vender sig ikke, gør de?
Hun sætter sig ved siden af ham og tager hans hånd. Det er vist sådan man gør, tænker hun, og giver hans hånd et let tryk. Han smiler eller også er det bare noget hun mener, at kunne se. Et smil.

Døde mennesker smiler, hvis de har fundet fred. Hun vil gerne se ham smile.

Helt upassende, hun ved det. At hun sådan har lyst til at klæde ham af, som om hans tøj er i vejen for hans krop. Hun vil se kød og knogler. Hun vil tage tøjet af ham og lægge sig ved hans krop, ånde ud og ind. Mest ud.

Hun slipper hans hånd, hun behøver et ”her” og et ”der”. Og synes at huske at have læst, at selv parallelle linier  krydses et sted. Hun vil ikke krydse. Han er for grå og hun for levende.

Han ligger på siden. Det føles ubehageligt og hun rejser sig. Selv hans øjne er grå, synes hun, eller også forventer hun bare noget andet. Noget blåt og smilende. Havgus, tænker hun, ånde på vej til vand.

Hans øjne følger noget, det er tydeligt. En retning.
Hun bevæger sig for at se om det grå følger med, om han gør. Hun går hen til bordet for at nippe visne blade af sammenplantningen, så hen til vinduet for at se ud. Det følger med. Gråheden og hans døde bevægelser. Havgusen.

Hun kan ikke længere skelne. Hvem der møder hvem. Hvor hans blik ender og begynder. Det grå. Og det blå og gusen, det slørede. Om det er, om de er. Andet end hinandens absorption. Hun kan ikke skelne det grå fra den hånd, hun lægger over hans mund. Hendes ånde – ud – og hans mangel på samme.

Han vender sig, det gør han, hun er sikker. Blikket følger hende. Og hendes tanker bliver gus og skræmmes og må opløses.

Hun vender sig om.
Kun for at sikre sig, at døren er lukket bag hende.

Døde mennesker vender sig ikke, gør de?