Louise Juhl

Uanet at jeg aldrig bliver læst, skriver jeg som en vanvittig for at få fodfæste.

Haalllooo. Verden derude. Derinde? “Is there anybody out there” Måske “in there”. Who knows? Og til hvad nytte?.

For så vidt også mindre vigtigt alt taget i betragtning. Jeg mener: så bliver man hørt. Eller set. Eller husket. For så at blive glemt. Hvilket er den største lettelse af dem alle. Glemslen, der minder om noget som var og som har sat aftryk. Spor. Af blivende flygtighed. Eller flygtende væren. Ved ikke, hvad der er bedst. Eller værst. Eller slet ikke.

Måske man af sådanne springende tanker og ubalanceret eksistens ikke kan fortænke mine overvejelser i at være Danmarks mest ulæste:-)

Sikke en frihed….