når der mangler såvel bøddel som offer, må man kæmpe med vindmøller istedet.
by Louise Juhl Dalsgaard
Hun trækker hænderne frem og tilbage foran sig, som et svømmetag. Først ét, så to, tre, flere. De omkringstående betragter optrinnet, først med et smil, så med undren, forsøger dernæst at holde hendes hænder i ro, for til slut at binde reb om hendes håndled.
Så går de.
Hun bliver stående tilbage. Fører de nu sammenbundne håndled og hænder i ujævne cirkelbevægelser op og ned, frem og tilbage – med den samme uforudsigelighed som en sovendes vejrtrækning:
En indånding, pause, udånding, en længere pause, et kort hiv efter vejret, så en lang stønnen, ind, ind, ind, en lydløs gispen og endelig. Udånding.
Sådan står hun længe med sammensnørede hænder og fægter. Slår huller i luften, som en ganske lille henrettelse af ingenting.