Louise Juhl

jeg tænker: jeg mister et af mine lemmer, hver gang jeg siger ja. et firben taber halen. et fyrretræ klæder sig ud i rødt, og forsvinder som en ræv.

jeg mister en finger, når jeg rækker hånden i vejret. jeg mister et ben, når jeg trykker din hånd. jeg taber pusten, når jeg holder dit løfte [forsigtigt, som om det var mere end bare et løfte]. jeg kaster min krop i grams, for at sikre dig din sejr. ja.
jeg mister en tå, når jeg krydser din vej [jeg har hørt, at man intet mærker; at det enorme tryk fra bilen lammer nerverne]. jeg taber et øje, når jeg drømmer dig halvt [er det vreden, jeg skal bortse? løgnene?]

jeg er en jasiger, jeg er et holdkæftbolche i alle farver, sødt og intetsigende som tavsheden efter.

jeg bliver aldrig et nej. et nej er et søpindsvin, forstenet. et nej, er en lukket ventil, en afslutning.
et nej har ikke flere lemmer at miste.