Louise Juhl

At drømme at man længes efter en krop [eller: det er vel egentlig ikke en drøm, men bare kroppen bagved, der taler i søvne].
Og i drømmen følger jeg efter en lærd mand, der har taget mig med på museum for at give mig en oplevelse af de helt store, en øjenåbner lover han mig, guld og grønne skove og lykkelighed til dagens ende. han er en god mand med gode intentioner, tænker jeg, og kroppen følger med, og han viser mig rundt og peger og fægter med armene, se, se, se: afskårne ører, lokkende kvinder og dér, halleluja! der hænger jesus på korset.
og jeg tænker: han ser rar ud, som han hænger der, på væggen eller på korset, han ligner en fyr, der vil give mig et knus. og jeg går frem mod billedet, rækker armene frem og kysser ham, først på munden, dernæst, ja kysser overalt, mine læber mod lærred, uhm.
men så bryder helvede løs: Alarmer ringer, vagter strømmer til, kustoden får hårde øjne, alle omkring træder væk, lægger afstand. “hun er jo gal”, ser de ud til at tænke, “hun er kriminel” tænker andre, “hun kender ikke til grænser” tænker de fleste.
og jeg bliver ført væk, men prøver at forklare, at jeg bare ville holdes om af en krop, at han så rar ud ham fyren på billedet. men de holder så stramt om min arm, kustoderne, at jeg holder op med at tale og bare ømmer mig, og pludselig er det ikke længsel efter en krop, jeg kan mærke, men bare de der hårde hænder, der strammer og strammer og strammer, til mine arme falder af.