lavendeløre

by Louise Juhl Dalsgaard

at ankomme til en gård et naturskønt sted, det har regnet og duften klæber til tøjet, massivt og dog let, jeg ser mig omkring:
de gamle træer der vokser i umage vinkler, stierne der har indrettet sig i umulige mønstre, (hvis jeg tegnede dem på et landkort ville de flugte noget umuligt – men fint), det er køligt, jeg trækker jakken op omkring halsen og søger tilbage til gården, henter min bagage undervejs, den er tung, og som altid har jeg for meget med (jeg har forsøgt, både med at fylde mindre og med at lægge mig bag, men det er kun et spørgsmål om tid før)

Jeg slæber indendøre og bliver mødt med venlighed, næsten kærligt, jeg kan ikke rumme det imødekommende, det er som om kombinationen af regnluft og duft: alt det massive og nu denne fine gestus, jeg kan ikke rumme det, jeg har ikke plads, så jeg løfter op i bagagen og snakker – ih hvor jeg snakker – om turen herhen, om naturens prægtighed, om dufte og stier, om beskæring af vinkler og størrelsen på mundrette bidder.
Jeg taler og taler og søger mod det værelse, hvor skal jeg bo, og undskylder hele vejen for at tale så meget (jeg er ved at tabe pusten, bagagen er tung, jeg er træt, duftene er tykke og tætte), de viser mig mit værelse, et skønt lille kammer, ganske lille faktisk, men det bekommer mig vel, jeg kan lide de snævre rammer, det er som om manglen på plads gør, at min krop må trække sig sammen indtil der kun er knogler og ben og så den seng jeg skal sove i tilbage på værelset.
Og de lader mig være, de venlige værter, de smiler og lukker døren.

Og der bliver så stille, at det ikke er til at holde ud, denne stumme kontrast til min egen snak, det summer, og jeg sætter taskerne på gulvet og kan pludselig ikke huske, hvad det er jeg har med, der fylder så meget, jeg tænker, at det måske er min hjerne, der spiller mig et puds, at de store tasker er lavendelposer der kan ligge i en hånd, eller bare er en række tændstikker, korte strå i en hånd i en dyst om det længste.
Så når mine tanker ikke længere, jeg går ud og væk og ind i et kæmpestort bibliotek med højt til loftet (meget højt) med helt smalle gange og reoler på begge sider, vægge af bøger massive som mure, de tårner sig op, de siger ikke hej eller velkommer mig, nej de stejler som truede heste, de vrinsker og slår sig i tøjret, og jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen, mit kammer er for lille og skoven for umulig og alle andre steder er væk, så jeg bliver stående dér i biblioteket.

Og det eneste jeg kan finde på er at opdigte en fortælling om min morfar, en eneboer med hænder store som elefantører, hænder af læder, grå og rynkede; og de kan lytte, de hænder, og min morfar lægger dem for mine øjne så sten giver afgrøde, så fingre standser et hav og jeg elsker dem, ørerne, og fortællingen om min morfar, de rynkede sten og havet, løgnene hvor ingenting sker og alting finder sted.
Og jeg klør mig på kinden og smiler.