Louise Juhl

Og jeg lægger en ny stragtegi for dagen, jeg vil gennemføre to opgaver, learned ved doing, som de siger i udlandet, de siger også, at man skal være sig selv, helt sin egen egen, eller deromkring, så det er dagens dont, at være min egen i dag, selv, helt selv, sådan med frugt skåret i både og anrettet på en fin asiet, bare mig og frugt i sol og så tanken om frugt og tanken om mig i solen og mig der tænker ”er jeg helt min egen nu?”, mens jeg spiser frugt i både og forsøger at nyde dette egne, at være mig selv, sådan selv-selv og meget hel, men finder det ærlig talt lidt trættende, så jeg lægger en ny strategi, en ny gøren ved læring, og beslutter mig for at være åben for nuet, openminded som de siger over there, og husker det her program om nuet, jeg har set på tv, hvor en ung og meget entusiastisk kvinde bruger opvasken som eksempel på nærvær og nuhed, så jeg putter sulfo i vasken og fylder den med vand til det skummer, og putter så hænder i sæben og fanger en tallerken dernede, malet med musel af en Bing & Grøndahl ansat engang sidst i halvtredserne, og tager mig selv i at snyde, det er jo nuet, der tæller, ikke halvtredserne eller tanken om en gigtplaget porcelænsmaler, der med al sandsynlighed er afgået ved døden, og således ikke er til i dette nu, nogen steder, nogensinde i noget nu, og mine hænder rynker under vandet, ser jeg, som en oldings sgu og jeg trækker dem op, forskrækket, som har jeg set en mumie, og tænker at nu er det slut med alt det selv og alt det nu og trækker et par skrigpink plastikhandsker over hænderne og fyrer op for et program i radioen, vistnok noget om lysets forsinkelse, og beslutter så at lave svensk pølseret til aften.