Rouge
by Louise Juhl Dalsgaard
Mellem tømte whiskyglas og fyldte askebægre.
Hun, med så meget alkohol i blodet, at de forførende trin minder om et barns første vaklende skridt. Parykken sidder skævt og læbernes optrukne røde er falmet. Hun forsøger sig stadig, danserinden, at finde en sidste station at rejse ud fra, en krop at vågne op i, en glassko. Hun vrider sig kælent mod en barstol og lægger hovedet så meget på skrå, at det virker umage. Hun smiler og siger ”Heeeey, er du frisk” og stryger en mand over kinden.
Han fjerner hendes hånd, han holder den et kort øjeblik, han kysser den og siger: ”Pas du bare på dig selv, tak, jeg klarer mig”. Men hun fyldes af harme eller måske er det ikke harme, måske er det noget andet, men hun vil ikke mærke andet end harmen, afvisningens kolde klud i ansigtet, så hun spytter. Hun spytter på manden, og hun ved det allerede, hun kan mærke skammen, ikke hans men sin egen, hun kan mærke den aftagende rus, alkoholen der ikke længere dæmper, men forstærker, hun kan mærke lysten til at græde, undskylde, løbe. Men hun har ikke nogen steder at løbe hen, så hun bliver. Dér, foran manden, med sine fugtige falmede røde læber og råber: ”Du skal ikke tro, du er noget, du skal fandengalemig ikke tro du er en skid, du skal kraftstejlme ikke bede mig passe på, din elendige mide, dit forpulede hul, jeg hader dig, din slags og vil hellere dø end at ende i armene på sådan en som dig”.
Hun kan næsten ikke få vejret, hun har svært ved at holde balancen, hun græder ikke, nej gufanden om hun græder, hun græder aldrig!
Men tørrer sit ansigt i ærmet og ærger sig over, at hun får læbestift på skjorten, hendes allerfineste skjorte, og hun aner ikke hvordan hun skal få det af og hun ser på ham:
”Se nu dér”, hvisker hun ”min hvide skjorte, se nu dér”. Hun sætter sig ned og snøfter, først lidt, så begynder hun at hulke, ja hun hviler ansigtet i hænderne og græder, hele kroppen ryster, og hun slår til hans arm.
”Se nu dér”, og hun læner sig ind mod ham og hulker. Han tager rundt om hendes skuldre, han hvisker ”Pas nu på dig selv”
Og hun slår ham, igen.
”Jeg vil sgu ikke passe på”, græder hun og trykker sig lidt nærmere hans krop og han holder hende fast og sådan sidder de resten af natten.
Smukt Louise – Meget Smukt!
(Kærlighed og ærlighed, er sjælevaskens vand og sæbe)
Jeg ved ikke med hverken kærlighed, ærlighed, vand eller sæbe, men jeg takker meget for udråbstegnet.
Der har vi jo nok forskellige præferencer – Ha 😀
(Men jeg mener det nu ellers: Kvinden der, hun kan forholde sig til en enkelt plet på sin hvide skjorte, men ikke til sin plettede sjæl, og hun formår tilmed at score den nærhed hun savner ved at gøre manden skyldig for sin misserable tilstand. Det er sgu da et smukt, ærligt og kærligt beskrevet billede af et alment menneskeligt træk. Det er godt fanget du, og en sjælerensende fornøjelse at læse.)