Louise Juhl

Så insisterende karrygult.
Din hånd. Op, frem, tilbage, op, frem, frem.
Din krop lænet frem mod min, din varme ånde lige dér, foran mit ansigt. Jeg kan ikke bære det eller jeg kan næsten ikke bære det. Ansigtet, din ånde, varmen. Dig.

Nu sner det. Nu pisser du i dunede krystaller, nu damper det fra jorden, hvor du har ramt.
Karrygult og fugtigt.

Vi går. Du vender dig og ser på mig uden at vente noget. Jeg tæller: mine trin, mit åndedræt, de små frosne fnug i luften, seksogtyve, syvogtyve, otteog…
Mine skridt, jeg kan ikke komme væk fra din ånde, tæt varm pis.

Hvis jeg tæller mig videre gennem din krop. Niogtyve, tredive, enogtredive.
Ansigtet, hænderne, op, frem, tilbage, op, frem, frem.
Hvis du vender dig om og ser mig, toogtredive, treogtredive.

Hvis jeg spytter på dig, der mellem dine øjne.
Fireogtredive.

Din ånde og varmen og din hånd. Det gule, det dunede og noget der flækker.
Nu sner det.