Louise Juhl

Kære dagbog,

Det er længe siden, jeg sidst har været bange. Sådan for-alvor-ude-af-mig-selv-bange, og ikke (som nu) bare konstant på vagt.
Engang vidste jeg, at der var to scenarier, jeg kunne udspille. Den langsomme død og den hurtige død.
Nu har der vist sig en tredje, middelvejen, den jævnt fremadskridende død. Jeg er ikke bange for den, bare på vagt.

Den her dag vil sikkert ende blindt. Jeg vil miste orienteringen undervejs, uden at være nået frem til noget eller nogen. Så vil jeg tage min dagbog og læse mig baglæns, som i et atlas over lande, der ikke findes, og gennem veje af ord, der alle ender ved et punktum.
Sweet.

Kh
Agnes