Louise Juhl

Jeg har læst om en guldsmed, hvis vinger er så tunge, at den må smide dem for at kunne svæve, og jeg tænker at det sikkert er lige præcis det, der menes, når enelleeranden velmener udbryder ”Hvo intet vover”, som om jeg var komplet idiot, og jeg, jeg står bare her i fuld ornat af krop, guld og glimmer, men med fødder så tunge, at man skulle tro det var løgn, og kommer aldrig, aldrig! på vingerne, til gengæld er jeg fornuftig og føler mig meget moden, når jeg siger, at ingen nogensinde får lov til at tage røven på mig, for det der med at vove, at se tingene i et nyt perspektiv, det er noget overvurderet fis, tag nu for eksempel ordbogsfunktionen, der ville skrive fiskehejre i stedet for fis, – det beviser ligesom det hele: selv ordbøgerne forsøger at lokke mig på glatis, overvurderet fiskehejre, not og niks, jeg bliver siddende her og summer, som en guldsmed med røven i vandskorpen, og venter på, at jeg synker til bunds, så kan jeg ligge dernede og sige ”HA, hvad sagde jeg” !