Louise Juhl

Det gør ondt i kroppen, og jeg spørger dig, om det er fordi jeg er et ondt menneske.
Du svarer nej, og rejser dig for at holde om mig. Gå fra mig?
[Altid den her tvivl om dine motiver]
Jeg strækker mine arme over hovedet for at få luft.
”Har du taget kød op af fryseren?”, spørger jeg, og du svarer nej.

Jeg er ikke et ondt menneske. Jeg går ud i køkkenet og finder en pakke med kød og lægger på bordet.
”Tak”, siger du, ”selv tak”, svarer jeg.
Eller også er det bare det, vi begge tænker at ville sige.
Tak, tak.

”Skal vi gøre haven efterårsklar i weekenden?”.
En tåbelig vending, egentlig. Efterårsklar. Som om man nogensinde blev klar til den slags.
Jeg spørger dig ikke om det, men forestiller mig alligevel, hvad du ville svare:
”Lad os se, hvad det bliver til”.
”Bliver til?”

Jeg spørger dig hverken om haven eller om efteråret, men om du er i tvivl.

”Er du i tvivl?”, spørger jeg.
”Nej”, svarer du, uden at undre dig, du er ikke i tvivl om efteråret eller om, at vi bliver klar.

”Tak”, siger jeg, ”selv tak”, svarer du.