Louise Juhl

Jeg trækker støvsugerens mundstykke hen over hessian-tæppet. Dén modstand. Den, der også får mine lår til at bløde, når du trykker mit ansigt mod en rude. Ikke fordi de to ting hænger sammen, men.

Jeg har lyst til at råbe, at jeg ikke kan holde ud, at du ikke ser at sprosserne i vinduet giver efter, når aftenerne overhaler morgenen.
At du ikke bruger den tid det tager, at fortælle at noget er vokset ud af sin form. At vi er.

Du siger jo på den anden side heller ikke, at jeg skal holde det ud, vel? Det siger du jo ikke.
Det er måske det, jeg har det sværest med.