Louise Juhl

Jeg ved ikke hvad det er med farven Cyan, måske er det navnet “cy-an”, man kan klappe det, hårdt!, og man kan smage på det, en fad besk efter-eftersmag, og så den der insisterende uskyldighed: ”lalalalala jeg er lidt blå og lidt grøn og alligevel ingen af delene”, den er så umuligt at favne, farven cyan, så umulig at anklage, holde til ansvar, det er overhovedet ikke i orden sådan på én gang at være og ikke være, og jeg får den ledeste lyst til at sprætte den op, c-y-a-n, at dissekere farven i pixels af hver for sig ligegyldige pletter foran en flues øjne, som en kalenderlåge uden nummer, et løfte som ingen kender til, og som ingen derfor hverken bryder eller holder.