Louise Juhl

Du spørger til alt andet, end det der er vigtigt, og jeg svarer så godt, jeg kan: At intet nyt er intet nyt, at vi har sået karse i mælkekartoner, at det allerede spirer. Du nikker og siger, at det er godt.
Det er godt.
Så læser jeg og stjæler ord, der er mere virkelige end mine egne, og klipper dem ud i ulige linjer. Fordeler dem i konvolutter, som jeg lukker og sender til dig med flere dages mellemrum.
”Forestillingen om, at en andens ord er mine” og fredagen efter: ” Håbet om, at dine ord havde været dine egne”.

Jeg ved jo godt, at du hader den slags insisterende uskyldighed, at du vil åbne kuverten og føle at du trækker en nitte, at jeg vil vække dig som en slumrende vrede.
Og det er lige præcis derfor, jeg bliver ved at skrive; for at rejse din mur, så jeg ikke behøver at læne mig op ad mig selv.