Louise Juhl

Jeg
smider mine bukser, hvor du har lagt din skjorte og flytter min tandbørste, så den flugter din, og imens kan jeg høre dig pakke tasken, du råber :”ses!”, og jeg løber ned ad trappen og følger dig ud ad døren, “ja!”, svarer jeg, og du vender dig og vinker, og jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med resten af mig, dér på trappen, jeg fryser om tæerne, jeg har ikke nogen strømper på, det er godt, så har jeg ligesom noget, jeg kan gøre noget ved, jeg tager et par af dine strømper fra skuffen, der står “left” og “right” på tåspidserne, jeg finder rundt ved at følge efter mine tæer, højre, venstre, jeg kan ikke gå ligeud, det er et problem, ligesom det er et problem, at jeg ikke kan slippe tanken om dine hænder, som de dufter lige efter det, du ved nok, og din krop,

jeg tager et stykke knækbrød med skinke i stedet, det er ikke helt det samme, men det forhindrer maven i at rumle, jeg har læst et sted, at det dulmer smerten, når maven rumler, det er noget med hierarki og behov, at så længe maven er tom, drømmer man om brød og ikke om kærlighed, eller det er måske ikke helt sådan det er, anyway, den smager godt, den lufttørrede skinke, og brødet knækker, og lyden er til at føle på, ligesom den skjorte, du har smidt på gulvet, og den bog jeg om lidt tager ned fra hylden og læser i, fordi du stadig hænger og dufter i luften.