Louise Juhl

jeg bliver ved at vende tilbage til David Lynch og “Wild a heart”, det modigt ækle, brutaliteten i at slå – ikke for at slå, men for at smadre – at rende omkring på en forvirret mark og lede efter sine lemmer, at finde et hjerte i græsset og lidt efter at finde en orm: ikke kunne skelne det ene fra det andet.
alle omkring mig taler om sammenhængte økosystemer, cirkelslutninger, selvopfyldte sandheder, jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det, sammenhængen er en tunge ud halsen, en drøbel, der bare hænger for at hænge, rummelighed er at byde røven velkommen i hovedet.
jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med det her, eller det jeg vil sige er, at man godt kan elske en orm og uden først at have fundet sit hjerte.
tror jeg.