Louise Juhl

Jeg bliver svedig, når jeg læser om andres kompromisløse naturlighed, som når denne eller hin skriver, først om at salte torsk med sin mor, siden om at læse uden at bladre, fortællinger om ukrudtsplanter, der vokser, efter at de er plukket.
Jeg ville ønske, jeg var som dem, profan, at jeg skrev: “nu er der et væksthus, der lukker, et andet sted en luder, med læber på klem”, men jeg er en landfast fisk, en umulig bule i panden på mig selv.