Louise Juhl

Din lede er påtrængende, ja massivt muskuløs som en alt for potent sorg, der gaaanske langsomt æder sig vej gennem brusk og hud og flager af aske,
jeg har ikke luftet hunden og et eller andet sted er det også fuldkommen ligegyldigt, hvad og hvorfor, du stjæler af månens manglende halve og spytter på jorden med stadigt kortere interval,
engang blandende vi blod, nu begærer og hader vi hinanden sideordnet, og om lidt holder du mit ansigt under vand og spejler døden

dér