Louise Juhl

“Nu skal du vist ikke hælde mere sukker på de cornflakes,” siger mor og tager skålen med sukker og sætter på hylden over emhætten, “din sukkergris.”
Hun smiler.
“Spiser grise sukker?,” spørger jeg.
Mor trækker på skulderen: “det ved jeg virkelig ikke.”
Typisk mor. Hun siger ting, selvom hun ikke ved, om de passer. Ligesom dengang hun fortalte, at far ville komme og fejre min fødselsdag, og at han ville have en fin en gave med. Men han kom slet ikke, i hvert fald ikke før dagen efter, og da var han fuld og havde glemt gaven, og mor smed ham ud. Hun sagde, at han ikke var til at stole på.
Sådan er det. Mor lover og far lover, men ingen af dem holder noget som helst. Og hvis jeg spørger mor, om det ikke er rigtigt, at man altid skal holde, hvad man lover, så svarer hun bare, at det vist er ved at være sengetid.
“Tidligt i seng og årle op, det er sundt for en dovenkrop,” siger hun og rækker mig mit nattøj..
“Hvad betyder ørle,” spørger jeg.
Mor smiler.
“Årle,” retter hun mig, “det hedder årle, og det betyder tidlig..”
Jeg nikker, selvom jeg ikke helt forstår, hvorfor hun så ikke siger tidlig i stedet for det mærkelige ord, årle. Det lyder, som om et stykke lakridskonfekt har sat sig fast imellem hendes tænder, og at hun prøver at fjerne det med en finger, samtidig med at hun taler til mig. Ååårllle.
Imorgen er det torsdag. Torsdag er min yndlings-dag, for da skal vi i svømmehallen med skolen. Svømmehallen hedder Lyseng Badet, og jeg elsker det sted, og jeg elsker at svømme. Det er lidt som at flyve, tror jeg, altså ikke sådan som fugl gør. Men jeg har vinger, ligesom fuglene, badevinger, hedder de. Og med dem kan jeg svømme både på ryggen og på maven.
Far er også god til at svømme, det siger mor i hvert fald nogle gange til ham i telefonen. “Du er ude at svømme,” siger hun, “du er langt ude og på dybt vand.”.
Bagefter er det min tur til at tale med ham.
“Hej far,” siger jeg,” jeg kan også svømme.”
“Hva’ schir’ du bett’ schkat?,” snøfter far.
“Jeg siger, at jeg også kan svømme, og du gerne må gerne låne mine badevinger, hvis du vil med i svømmehallen i morgen.”
“Jeg elshker daj,” snøfter han, og jeg bliver lidt forvirret og spørger, om han græder.
“Græder du far?”
Men så kommer mor løbende og tager røret ud af hånden på mig, som om det er pludselig er blevet giftigt.
“Det kan du altså ikke være bekendt,” hvisker hun i røret, hun lyder vred og lægger på, uden at sige farvel til far.
Vi snakker ikke om det bagefter.
Hverken om svømning eller om far eller det giftige rør.
Og jeg spørger heller ikke, selvom jeg ikke forstår, hvorfor far ikke må låne mine badevinger.
Han sagde jo bare, at han elskede mig?