Louise Juhl

Kære dagbog,
Jeg går i stykker på en sært samlende måde.

Jeg taler ikke i tåger eller famler efter arme, der kan række mig tilbage til mig selv, nej jeg kan hele tiden følge en prik over mit højre øje, der vokser, og jeg kan høre, at min stemme ophører med at tale, jeg kan se at mine øjne bliver stadigt mindre, og min drøbel stadigt større.

Jeg bliver hel på en stadigt mere usammenhængende måde.
Jeg kalder de andres drømme for virkelighed.