Louise Juhl

Der er uendeligt mange insekter i nat, kokonklædte. de minder om tung regn, der ikke falder, men hænger i luften som aflange drypsten fra loftet. Og jeg ser dem: kæmpestore bolde af ben og øjne, de gør ingenting, de er fanget i pupper af støv og spind, indtørrede mumier.

Om lidt er der mærker på min hals, aftryk af hænder. Eller spor af kærtegn så insisterende, at jeg ikke kan trække vejret. Men jeg vil hive efter luft og forsøge at sige noget, noget “nej” måske, eller netop ikke nej men “ja”.
Der er så uendelig mange insekter denne nat, og de fylder mit rum med øjne, håndflader, mørke.

Kh
Agnes