Louise Juhl

Det er længe siden. Så længe, at folk beder mig lægge det bag mig. “Der er en tid til at dvæle og en tid til at gøre op”, siger de, som en slags svar på noget, jeg ikke har spurgt om.

Jeg er en dvæler.
Jeg ligger på knæ og tyder de lange linier på en krop. Jeg dypper min tunge og slikker et tegn på en håndryg. Jeg kender ikke tegnet, men jeg ved hvad hænderne vil fortælle mig, langsomt og slimet som en snegl.

Så folder jeg et sæt af hænder bag en nakke. Det føles som min egen.
Så trækker jeg hovedet så langt ned mod brystet, at der lyder et knæk.

Det er en tid til at dvæle, der er en tid til at gøre op.