Louise Juhl

Så bruger jeg natten på at spise brændte kastanier, og det er der i og for sig ikke noget problem i. Heller ikke, at jeg vågner, og følger de samme rutiner, der tusinde gange før har ført mig til det mest absolutte af ingenting:
Vejrtræk – fordi!
Jeg kan sætte mig, som nu, og skrive de samme overvejelser om og om igen.
Jeg kan le baglæns.
Ha!