Louise Juhl

Kære dagbog,

De har lovet sol. Der stod en mand på tv og pegede med en pind på en skærm. Han gennemspillede varmens bølgede bevægelse fra et fjernt kontinent, afsluttende i en eksplosion af sol lige her. Her.
Hvor jeg lever, middelt og nådigt.

Den regn, der falder nu, klokken seks morgen, før verden gør indsigelser, er uforudset men knivskarp. Kirurgisk nøjagtig: Først mørke, så fugt, så erkendelse. Dryp. Dryp. Dryp.
Dagen kan begynde.
Kh
Agnes