Louise Juhl

Kære dagbog,

Jeg lytter ikke til fuglene. De er der bare med deres sang, ligesom farverne i kromatisk mol. Hvad rager det mig? Udover, nå ja, det tåbelige hul, det efterlader i min mave. Og så lyden i mit hoved, som støvregn mod en elledning. Bbzbzzzz.

Jeg tror, at alt jeg erfarer er en fortid, jeg senere kan indhente.
Nu er her et hul. Og en lyd.

Kh
Agnes