Agnes dagbog, side 72.
by Louise Juhl Dalsgaard
i dag fik jeg et rødt bær forærende, som en gestus fra en busk, der ikke forstod. og jeg læste om en frygtelig ulykke et sted, tre omkomne børn og en mor, der ville give sit liv for ikke at leve. det var et underligt sammentræf, det røde bær og de døde børn, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op. med det røde, med børnene og med viljen til ikke at ville.
og fordi jeg ikke ved og ikke aner, så pakker jeg en glasfigur ind, en lilla fugl, du forærede mig i gave. den er fin, den fortjener at blive pakket ind og pakket ud og pakket ind igen. og ud. det giver ingen mening, at pakke ind for at pakke ud, men det er der så meget, der ikke gør. at børn dør, for eksempel, at den eneste trøst en mor kan finde er, at trøstesløsheden findes. fin lilla fugl.