At lyve for at leve.Jeg har altid lært, at det er forkert at lyve. Beskidt. Grimt. Ufint. Ækelt. Løgnen tilhører de umodne, det ukontrollerede, børnene og de fulde folk. I Linn Ullmanns mesterlige roman “De urolige” er der en scene imellem en pige og hendes far. Hver onsdag bliver pigen inviteret ind på sin fars […]
Sproget er konkret. Jeg er et ord på tre bogstaver. Verden er nedrev stavet bagfra. Død er død, uanset hvordan man vender og drejer det. Sproget er et øje, et øre, en lyd. Sprog er en henvendelse, at håbe:“det er verden, der er et elfenbenstårn;/ hvert digt en ansøgning om at få adgang.”Der hvor jeg […]
Det bedste er, at selv det værste ender. Januar, februar og den lille lede pine, gnavende orm, gnattede tæge, evige tvivl. Det værste er, så længe det varer. Lægens halvbrille og præparaternes navne, der lyder af hostende halskræft og fjernede polypper. Jeg læser om nye balancer, Caspar Eric skriver: rimelig dumt at vælge at være digter/ […]
Et hjerte var ikke andet end en muskel sagde Ellen, ligesom februar virkeligheden ikke var andet end en tilstand af tø.Det var i samme måned, min nabo aflivede sin hund, en airedaleterrier med overbid. Det var tid, forklarede han, da jeg spurgte hvorfor og fra den dag, blev jeg bange for bare at se på […]
ikke male de blå mærker over med slettelak, ikke pisse på en tændstik, ikke gribe om pigtråd med vilje, trygle om nåde, ikke løfte hænderne som værn mod det usagte, det sivende had, den her hvisken bag ryggen, du er jo syg i hovedet, sådan én som dig. Ikke vige udenom, ikke tale i tunger, […]
Min far siger, det er bedre at kaste penge i grams end at tabe dem på gulvet. Han siger: den, der leger med ilden, holder varmen. Han kaster en kæp efter en fugl. Deres kvidren giver mig pip, siger han og lægger hovedet på skrå, smiler spørgende: Fangede du den? Han har to armbåndsure, et […]
For nylig læste jeg, at tallet 4 i Japan anses for at bringe ulykke, ingen vil bo i et hus, der har nummer 4 og børn, der er mere end tre år men under 5 år gamle, kalder sig ældre-end-tre eller lige-straks-fem. Frygten for tallet menes at bunde i, at det udtales næsten som ordet […]
Jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for, at dem omkring mig skal dø. Min mor, min far. Hunden. Da jeg var seks, døde min mormors hund. Den løb ud foran, jeg husker lyden af dæk, der hvinede og hunden, der hylede og min morfar, der måtte gøre en ende på […]
Jeg boede engang på et ridecenter. En lang historie, men den korte version er, at det var kommunen der betalte mit ophold. Jeg fik et værelse med himmelseng og skråloft, lærte at ride, men aldrig at holde af det. Jeg kunne bedre lide alt det udenom, at strigle og muge ud, tyde dyrets tegningerne af […]
Jeg taler til ingen. I går græd jeg i bilen, måske på grund af træernes raslen, måske på grund kridtgravens hvide. Gazas blødende røde. Jeg holdt så stramt om rattet, at jeg fik kramper i min venstre hånd og måtte holde ind til siden. Tænde katastrofeblinket, vinduesviskerne også, det sidste i håb om at feje […]