Louise Juhl

Jeg springer morgenmaden over, “sådan en” er jeg. Vasker hår hver anden dag, ikke fordi det er nødvendigt, det er bare nemmere at huske, hver-and-en-dag. Jeg interesserer mig ikke for ting, der nytter. Jeg elsker for eksempel ikke at cykle, selvom en overlæge engang fortalte mig, at det var en effektiv og skånsom form for bevægelse. Jeg interesserer mig ikke for det skånsomme, for det effektive. Når jeg lægger mig i foster, er det ikke et forsøg på at huske, men på at glemme. Jeg rejser mig altid, hvis det ikke fungerer, det med at glemme. Jeg synes udtrykket ”et øje på hver finger” er uhyggeligt. Hvis man tager talemåden bogstaveligt, ville der i dag være mere end 70 milliarder øjne på over 14 milliarder fingre. Dertil kommer de to i ansigtet, vi alle bærer. Uhyggeligt. Som barn nægtede jeg at synge med på: ”Så går vi rundt om en enebærbusk”. Jeg forstod ikke, hvad den skulle gøre godt for. ”Så gør vi sådan, når vi vasker vort tøj”. Hvordan sådan? Jeg forstår stadig ikke, hvad den skal gøre godt for. Jeg synes, at cirkus som institution – eller netop ikke – siger meget om mennesker. Heste med fjer på og en manege formet som jorden: rund, rundere, rundest. Trés formidable. Da jeg var barn, lod jeg som om, jeg ingenting forstod. Af cirkus, af øjenudvekslinger og halvfærdige sætninger, eller hvor højt træet skulle være til jul. Ingenting lod jeg til at fatte. Jeg fatter stadig ingenting, det er ikke længere noget, jeg bare lader som om. Min mor har bevaret sit pigenavn, min far forstår det ikke, spørgsmålet er, hvad der er at forstå. Hvis jeg bliver spurgt, hvad det værste er? Hvad det bedste er? så vil svaret være det samme. Når jeg lægger min hud, er jeg stadig fuld påklædt.