Balancekunst
by Louise Juhl Dalsgaard
Kunne jeg bare stille cyklen på en uberørt plet og nyde den storslåede udsigt.
Men ak nej. Jeg skal altid parkere med forhjulet helt udover klippekanten. Tippe og ende med at se udsigten hængende i fingerspidsernes alleryderste. Med en udsigt mere storslået end de fleste vil bryde sig om. I overhængende fare for at ende mere forslået end storlået. Knække halsen. Tabe pusten og miste vejret. Punkteret Silhuet. Tabt Ballast.
Hvorfor bliver vognstangen i mine hænder altid forvandlet til en forhammer. Som jeg taber ned over tæerne, så den eneste der opdager vinket, er mig selv. Og dét så eftertrykkeligt endda. Aaaavv!
Nu er der nok et klogt hoved eller to, der vil begynde at tale om balance. Karmacowboy, mærk verden eller salt og peber. Valgte man de store bogstaver, kunne talen falde på Yin og Yang. Hvilket jeg helst undgår. De store bogstaver, altså. De har det med at misse pointen. Skygge for udsigten.
Nå, men det var balancen, jeg kom fra. Jeg er en sand mester udi balance. Jeg er fuld af balance. Skide fuld og på rulleskøjter af al den balance. Overvelafbalanceret.
Jeg balancerer og balancerer til den store guldmedalje. Uuups…. og falder lige i fælden. Tipper over igen og igen. Hænger i neglene. På klippen. Falder i fælden. Med en vis legemsdel først.
Så kan man jo sidder dernede – i fælden – og tænke Yin og Yang. Fryde sig over manglen på vognstænger og smile ved tanken om balance. Karmacowboy og min bare r..
Balance er dårlig valuta i fældernes verden, skulle jeg hilse og sige fra en kender. Der er gået inflation i lortet. Dernede. I fælden.
Så måske skulle man bare blive siddende. I saksen. Her er ikke så dybt at falde. Ikke så højt at flyve. Her er man til grin og tilovers og til fals. Once and for all. Ikke mere balance, ikke flere storslåede udsigter. Slut med vognstænger og vinken. Slut med vinger, der bær´eller ikke. Bærer.
Slut med pointer, der misses. Den eneste balancekunst bliver korrekt dosering. Af salt og peber. Passe på ikke at strø salt i såret. Og det er alt nok. Mere end rigeligt for en falden balancekunstner, faktisk….
Du falder yndigt
og skriver kyndigt
Bliv bare ved med at falde –
kunsten er ikke at undgå det,
men at kunne rejse sig igen.
Har jeg hørt 🙂
Du falder yndigt
og skriver kyndigt
Bliv bare ved med at falde –
kunsten er ikke at undgå det,
men at kunne rejse sig igen.
Har jeg hørt 🙂
Jeg vil gerne samle forhammeren op, puste blidt og lægge et plaster på dine ømme tæer.
Jeg kender dette alt for godt – men jeg er blevet mindre modig med tiden – og sidder efterhånden mest i saksen. Men det kan jo også godt svie…
Blogwoman
Jeg vil gerne samle forhammeren op, puste blidt og lægge et plaster på dine ømme tæer.
Jeg kender dette alt for godt – men jeg er blevet mindre modig med tiden – og sidder efterhånden mest i saksen. Men det kan jo også godt svie…
Blogwoman
Live life to the fullest – det må vel også omfatte at hænge ud over klippekanten, fordi man lige skulle have det hele med. Den sidste essens, den yderste følelse, den inderste glød … jeg tror, at jo mere intenst man ønsker at opleve, desto dybere går følelserne også .. både de gode og mindre sjove.
Grounding – husk at grounde, husk at mærke dig selv (sagde borgfruen over alle flyveture haha) og husk at leve mens vi gør det. Det er nu, det skal være rart. Ikke i morgen. Ikke om næste hjørne. Lige nu!
Op og stå igen, min ven … For dine ben kan sagtens bære. Så kan folk pakke deres vognstænger sammen og pakke sig.
Grav en lille voldgrav – det hjælper .-)
Tekst: Jeg kommer altid på benene igen. Dét er måske fejlen?
Blogwoman: Jeg har lige nu også valgt skyttegraven. Sidder i fedtefadet og kommer ikke rigtigt videre. E i tvivl om, om jeg orker flere balanceforsøg så lige nu sidder jeg bare her i fælden og skyder med kanoner mod mine egne indre gråspurve.
Morgan: Åhh det “Nu”. Det er ikke min stærkeste side. At gribe øjeblikket. Er derfor altid lidt bagefter. Eller foran? I hvert fald ved siden af. Og jeg vil egentlig så gerne med i klubben. I øjeblikket.
Men jeg tror, jeg i dette “Nu” sidder med mine egne vognstænger og vinker og rammer mig selv i nakken. Ikke specielt anbefalelsesværdigt 😉
Så fødderne. Dem må jeg finde frem. Grounding! Og ikke mindst cacao, boller og chokoladekage. Så vil jeg invitere dig!!! Du skal bare gå til venstre ved slottet, ned til porten og så er det voldgraven lige fremme 😀
Jeg lover at pakke forhammeren væk så længe!
Du er simpelthen så sød ven. Tak.
Et gammelt kinesisk ordsprog siger, at for at opretholde balancen, så bliver man nødt til at bevæge sig. Enhver der har prøvet at stå på line ved, at det er temmeligt svært, men hvis man først begynder at bevæge sig fremad – altså gå på linen – så kan det lade sig gøre. Det samme med stylter – det er pokkers svært at blive stående, men hvis man bevæger sig, så kan det lade sig gøre at holde balancen. Altså: bevægelse fremmer balancen. Så det nytter altså ikke noget at sidde nede i fælden og forsøge at få balance. Du må op og ud af fælden og i gang med bevægelsen.
Held og lykke med det.