Louise Juhl

tidligere i dag: skyerne der drev for at drive og min åbenlyse mangel på at håndtere dagens fakta, at løfte dynen, bevæge kroppen, træffe en afgørelse, skal/skal ikke, som om der var et valg at træffe, og nu, et par timer senere, er det hele langt mere kompliceret, sådan er det med med mig og mine dage, de bliver ikke nemmere med tiden, for mange forbehold, for meget tilbehør, [neglesakse, tændstikæsker og defekte hjul], min mor sender mig en besked om, at ting tar tid, og jeg vånder mig over forudsigeligheden i sandheden, så søvndyssende logisk, ting tager tid, tid tager tid, hvor lang tid, tænker jeg, og så den her pludselige trang til at lægge mig brak, som en mark, uvirksom, ikke én dyne over kroppen, men to eller tre, bare ligge som en tyk, tyk bjørn i hi, kun trække vejret hvert femte minut, blødt og dovent og rundt og farligt, ligge og trække vejret for langsomt til at være levende og for hurtigt til at være død.