Louise Juhl

jeg har slået porcelæn til glas til stykker til mindre. en håbløs reaktion, alt taget i betragtning; en tåbelig reaktion uden noget i betragtning.
du glor på mig, som om dette at smadre, bestyrker din beslutning. du taler til mig så præcist, som kun det definitive gør.

stumper af glas er definitive. de siger det bare ikke højt.
sådan fortæller vi det samme på hver vores måde. det er vilkåret. ja, muligvis pointen. at det ikke nytter at bøje rummet i baner af sol, når det ikke er sammenfald af lys, vi søger. men den fine, fine krumning i øjet, der får os til at skele til hver sin side.