Brev
by Louise Juhl Dalsgaard
Det er ikke sådan, at jeg ikke ved, hvad din tavshed fortæller. Eller at du ikke ved, at jeg lytter.
Det er ikke alt det, vi taler om med alle andre. Ikke dét, vi lader stå på mure, der skal væltes. Eller halvhederne, vi fodrer som fedekalve.
Det er ikke kroppen, vi bærer som et tornyster på ryggen. Eller den pukkel af tid, vi fylder med væske, og som læsker os på dage af sand. Det er ikke tiden indtil. Dén vi læser som linjer i hænder, vi knuger rundt omkring.
Det er ikke sådan, at vi ikke ved det vil splintre som glas, når det er tid for dét.
FEDT det her! Heartbreaking på den sært opløftende måde? Det er jo også det dejlige sprog, som hele tiden slår sig i tøjrerne – klasse!
Søren den-eneste-ene-G: Tak!
Ja det skide sprog, det slår og slår og tilsidst må man jo slå tilbage 🙂