Brev til en ukendt II
by Louise Juhl Dalsgaard
Vandet virker uroligt, som det lægger sig foran os.
Så “lige ved og næsten”, så “lige på tungen”, så langt fra nok.
Hvad er farven på sot, på spyt, hvad er farven på glasset, lige før det brydes som lys?
Jeg ved du ikke svarer, og netop derfor tør jeg spørge: Skal jeg vende kinden til. Eller ryggen?
Det nøjagtige er upræcist, men det er alt, jeg har.
*
Du er satme skarp for tiden, og en sand fornøjelse at følge.
Som mand råber i skoven, får mand svar.
Som kvinde råber i skoven, får kvinde svar.
Når kvinde råber af mand, er hun helt klar.
Ja, det ville ihvertfald være mandens svar.
Tak.
Skarp som i det-gør-så-ondt-så-jeg-dæmper-smerten-ved-at-hælde-syre-såret eller skarp som i mor-er-ikke-sur-hun-er-skuffet-og-bitter?
Jeg tilstræber det første og frygter det sidste.
Det første naturlivis. Du når hvad du
stræber efter og har intet at frygte.
Jeg ville nok sige skarp som i pen, der disekerer sindets kringelkroge, verdens mangfoldighed og hverdagens hændelser. En laser-skalpel der skærer sig ind mellem det der ikke kan deles, for at frigøre sjælen, og for at manifestere sig som undtagelsen der bekræfter reglen.
Ja, sådan skarp – fandens Skarp!
Derfor, er det mig der takker – Tak!