Ensomig #440
der er tiden der løber som glas gennem sand og døden der ikke løber nogen vegne der er tiden før der ånder nu i ansigtet en hverdag der bliver lidt længere dag for dag også i dag
der er tiden der løber som glas gennem sand og døden der ikke løber nogen vegne der er tiden før der ånder nu i ansigtet en hverdag der bliver lidt længere dag for dag også i dag
Jeg flyttede ind en onsdag og ud en torsdag, der var fire år imellem. Søndagen efter torsdagen opsøgte han mig i et værelse, jeg havde fremlejet på Bronzealdervænget. Jeg havde ikke andet med mig end en elkedel og en pilatesbold, jeg brugte som stol. Han følte sig forvirret, sagde han, allerede mens han stod i […]
Jeg har haft sådan en mærkelig dag. Det handler ikke om, at jeg først for sent opdagede, at jeg havde puttet sennepspulver i stedet for Nescafe i kruset i morges, eller at en pige i en bil på E45 pustede en ballon op med næsen for nedrullede vinduer. Det har heller ingenting at gøre med, […]
Jeg vågner med fældende DNA under mine negle. Står op uden vilje, tisser, fjerner søvn fra en glemt krog i øjet. Hunden har ingen bekymringer: den slikker sine morgennosser med en uskyld, der kun er dyrene forundt. Jeg klør den bag øret, lægger dens pels omkring mit ansigt. Det føles blødt – vel næsten som […]
Tag nu disen, den her morgen, der slet ikke er dis, men baner af søvn i kanten af øjet, der ikke vil slippe. Eller de håbløse punktummer, der forsøger at dæmme op for en virkelighed med fortrydelsespiller, overvejelser for og imod, men kun een mulig konklusion: Træk-og-slip. . Der er mindst to udgaver af hver […]
Det har sneet i nat. Ikke meget, men nok til at hunden bemærker det, og jagter de faldne fnug igennem morgenmørket med samme forventningsfuldhed som dengang, jeg skrev ønskesedler til julemanden, fordi jeg umuligt kunne forestille mig, at lykken ikke lå i at få mine ønsker opfyldt. Jeg noterede omhyggeligt indholdet af mine inderste drømme: […]
Jeg husker meget lidt, men jeg husker min mormors øjne, der hverken var brune eller blå, men støvet gule og som kunne skelne skygger i mørke som natdyrets: Hun kendte min morfars vrede, før den opstod, og mit manglende smil, når min mor for igen gik en af sine daglange ture uden mig, der blev tilbage i mormors […]
Jeg er bange for tanken om tanken om dét, der ikke må ske. For hvis dét, der ikke må ske, sker, vil tanken, jeg ikke tør tænke, ikke bare være en tanke men virkelighed. Og det må ikke ske, at det virkelig sker. For mere end jeg frygter tankerne og dét, der ikke må ske, […]
Jeg har gemt så længe på vreden, at der er groet skimmel på dens bakkenbarter. Jeg ser i spejlet, og får ondt af mit selv: Alle de følelser fra for længst, der nu står plantet som stride grå hår i mit ansigt. På det sidste, har jeg bemærket, er der begyndt at gro hår ud af mine ører […]
Tirsdag 07.02 Jeg gør mit bedste. Ordner bøger i hierarkier, lærebøger først, digtsamlinger henne efter Å. Øver mig i ikke at være bange, når jeg putter mine hænder i handsker, jeg ved jo godt, at mørket dernede ikke er farligt? Jeg dropper tankerne om hønsetråd, hudsult og vindhekse, og melder mig til den Store Bagedyst […]