Sammenhængt
Jeg har tænkt over den særlige farve, mosset her på egnen har. Et sted mellem cyan og grå. Som lyden af en trombone med klap for øjet. [Kap. 3 i “At få ting til at hænge sammen, uden at de gør det”]
Jeg har tænkt over den særlige farve, mosset her på egnen har. Et sted mellem cyan og grå. Som lyden af en trombone med klap for øjet. [Kap. 3 i “At få ting til at hænge sammen, uden at de gør det”]
At finde sand i en ørken, er også at finde.
Mine hænder vil ikke nøjes. Mine hænder vil steder hen, jeg aldrig kommer, mine hænder hvisker mod papiret: “NÆNSOMME HÆNDER SKRIVER HELT, HELT SMÅT”
Lille stilhed, kan du stave til dit eget navn, er du rund, har du en navle?, du smager lidt af neglebånd (af ingenting, og alligevel sært trygt). Lille stille stilhed, hvis jeg skulle finde dig et billede til trøst, ville det se sådan ud, måske:
at navigere et tusindben, som de nihundredenioghalvfems ben har svigtet. at oversky en himmel. at være dén fugl, der falder ud af dit hoved, når du er parat til at gå.
Jeg drømmer om solsystemet, og noget om, at stjerner skærper deres sanser ved at dø. Der er en kvinde, hun taler polsk. “Vejen uden vilje hedder Ngstradô”, siger kvinden. Hun har en gennemsigtig sko i den ene hånd, og med den anden vinker hun – tilsyneladende ikke til nogen. Det virker rigtigt, også selvom jeg […]
Jeg komprimerer mine längsler: Taler svenska, finder kjoler at flagre og noget tungt at synke. . . Jeg har ikke flere munde at spidse, ikke mere pis at sluge alt er liderligt og nemt og tømt.
Jeg opererer med to virkeligheder: Den virkelighed, der dikterer mine fødders færden, antallet af vinduer på skærmen og løgnens grad af sandhed. Måske. Og så den virkelighed, der virker: Som nu måden jeg appelerer på, når jeg lægger mig i ske, ensom. Eller virkeligheden, der peger og peger og peger og peger fingre ad sig […]