Hvis jeg beregner arealet af et kælent digt: længden af øjenvipper, gange højden af et umælet “Åh”. Så Jeg konkluderer ikke noget, der er jo ikke noget at konkludere. Men spørger: dybde er en reaktion, mere end det er en dimension. Ikk?
Et stankelben opfører en ballet i vinduets karm: En aldeles udsøgt og forfængelig dans. Det ligner en fuld mand på en øde vej, en mand, der med allerstørste overbevisning rager fra side til side, mens han betror mørket sin store kærlighed. Det er fint.
Virkeligheden er en ganske lille tømmerlus på det yderste af en negl; øm og lilla og næsten ikke til at få øje på. Men den dunker, for fanden hvor den d-d-dunker.
Det kunne være supersjovt, for så vidt, at du tog mig ved næsen i stedet for i hånden – og pudsigt vel også. Lidt som en glorie rullet i tjære og fjer. Ømt, ikk’ ?
Jeg troede, at det var dig jeg så på Høje Taastrup station, men det var en anden. Og i bare frustration gav jeg mig til at bladre i en bog, der vist nok handlede om planter, men jeg læste forkert, jeg læste planeter. Og jeg blev så blødende ved tanken om en storgrinende solsikke-stjerne et […]
Jeg er dit døve øre. Døve ører har en egen skønhed, ikke? Som nu at sætte en konkylie for øret, for at overdøve et frådende hav. Kan du høre, at jeg bruser? Kan du mærke, hvordan jeg holder dit vejr? [Det, der ligner, ligner]
Du taler om gatekeepers og jeg vinker med passet. [Regi: Det er sikkert sommer, i hvert fald når vi når frem, og på grænsen mellem her og der, er det lykkedes, ja, at blande mandariner og ananas i den HELT store bowle og moussere tvivlen til skamme.] “Jeg er så klar, Captain”, råber jeg og […]
Jeg har dig iKKe mistænKt for at åbenbare noget som helst, udover dig selv, ligesom du vel heller iKKe forventer andet af mig. Jeg har forlængst opdaget, at det iKKE varer evigt, at jeg ikke gør, og af en eller anden grund er det er en trøst, mens jeg sidder her, og du sidder dér: […]