Jeg skriver aldrig under synonym, men hvis jeg gjorde, ville jeg kalde mig Kajsa Toto. Det ville lyde lidt japansk og himmelsk, men samtidig helt, helt enkelt. Jeg ville være den største løgn; et bjerg så småt, at selv et hul ville føle sig overlegen. Sådan kunne jeg puste æg, sådan kunne jeg tømme alting […]
Du behøver ikke at lægge væg til min krop, jeg læner mig alligevel. Ud over din ræling, ind over dine hænder. Fald mig ned i et hul, der forsvinder. Her.
Vi bliver ved med at gentage de samme ord, som om de dermed får mere mening, som om de beviser sig selv ved at dukke op igen og igen i stadigt mere besværede udsagn: ”Det bliver aldrig det samme” siger vi. Hvilket det, hvilket samme? Imens, et sted i en park i et mørke, lyser […]
Det er for højstemt, er det ikke det, du vil sige. Siger, sagde? Jeg kan jævne mig med jorden, hvis det er det, du vil. Her er jo ikke mere begær, end at jeg kan kalde det lyst, og ikke mere misundelse end jeg kan påstå, at det er omsorg. Sådan, se! Så simpel er […]
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår den skelnen mellem det farlige og det ufarlige. Som jeg ser det [fra mit øje i nakken, skjult mellem to ømme skulderblade] er ingenting udgangspunkt for alting. Så når jeg møder en edderkop med meterlange ben og lodden krop, så er det skræmmende, javist. Men det virkeligt […]
Det gør ondt i kroppen, og jeg spørger dig, om det er fordi jeg er et ondt menneske. Du svarer nej, og rejser dig for at holde om mig. Gå fra mig? [Altid den her tvivl om dine motiver] Jeg strækker mine arme over hovedet for at få luft. ”Har du taget kød op af […]
Så: stikker jeg den højre hånd ned i en gryde med vand, sætter gryden på komfuret og tænder på højste blus. Idet vandet begynder at koge, kan jeg mærke det i hånden, først en let prikken, så en mere intens bidende smerte, til sidst mere end det. Så: tager jeg en pen, og begynder at […]
kys-se-tøs kys-se-tøs Jeg klap-per sta-vel-ser. Tæller mig frem: en sand-hed, to løg-ne. Tre og du-er-den. Lat-ter-mild, let-på-tå, suk-ker-mus. . Tre stavelser om dét, der står i døren, når du ringer på. Hvem åbner? Kh Ag-nes
Kære dagbog, Det er længe siden, jeg sidst har været bange. Sådan for-alvor-ude-af-mig-selv-bange, og ikke (som nu) bare konstant på vagt. Engang vidste jeg, at der var to scenarier, jeg kunne udspille. Den langsomme død og den hurtige død. Nu har der vist sig en tredje, middelvejen, den jævnt fremadskridende død. Jeg er ikke bange […]
Kære dagbog, Jeg har vævet historier her og der. Jeg bruger dem som sjal, når det bliver køligt. De handler om dyr, der kan tale, og lidt om før. Altså dét før, som jeg kan huske, og så alt dét, jeg prøver at huske. Alt derimellem finder jeg på. Kh Agnes