Du har lånt natten og sover dig frem til en krop: et hul du kan fylde. Du drømmer om at vidne, og du drømmer om at rejse. Om at rejse dig og vende ryggen til kroppen og hullet; at bygge en flåde og drive dig selv derud, hvor det er sikkert at drukne. Dér, hvor […]
Hun kigger ind i stenen, hun drejer den i hænderne, varmer stenen. Og hun former den til en ganske lille kugle af uld, en garnnøgle, en hårbold. Noget hun kan smide op i luften og gribe og smide op og gribe og smide op og sluge. Sluge og lade glide gennem halsen, synke stenen, som […]
Spørgsmålet er ikke, hvad jeg ved, men om jeg tror på, hvad jeg ved.
[ Jeg græder ikke, fordi du tilbyder at trøste. Det er indlysende. Er det ikke? Græd jeg for at få din trøst, ville gråden være en appel forklædt som en dom, en sandhed forklædt som løgn. Sådan er jeg ikke. Det er jeg da ikke. Vel ? ]
Og for hvert skridt jeg tager, nager det retorisk i baghovedet ”Hvad kom først?” : Foden eller ønsket om at sætte mig spor?
Dengang miraklet opholdt sig et sted, kun fingerstort, men livligt. Livligt, ja. Og nu, hvor der er sand mellem alle træer. Sådan overhaler jeg min egen lykke.
egentlig ville jeg skrive noget på engelsk, fordi ethvert forsøg på dansk ofte bliver for meget, for insisterende, som hvis jeg nu skriver ”et savn i dig” eller ”at længes efter dit” eller ”hulrumsklang” [særligt dette hulrum, klangen af det tavse], ja så vender du hovedet væk, ser ned, forlegen og kvalmefanget af min insisterende […]
Det er ikke fordi jeg ikke kender lugten af det statiske eller lydenes udstræk lige før et kollaps, men den stadigt større cirkel om nul, det blottede bundløse hul, og det alt bagved, du ved. Alt det gør at,
Jeg sælger min hud for en krop [skind og ben] : Et lysthus af blæk og beton, det er mig, mit. Nu kaster jeg min perle overbord, så kun skallen er tilbage. Så tror du, at jeg er druknet. Gør du ikke?