2 : 2
Dåren svarer: 2 og 2 giver ekko.
Her står [jeg] mens (du) bare er en fjern summen, sådan en suuugende bevægelighed, et ekstra slag (sic!), en fingerspids salt sådan: *knips* – lige dér, hvor det ikke hører hjemme.
Der er ting, der vender tilbage. Ja naturligvis, alt er jo spejlinger af spejlinger, havet, himlen og min bare røv, spejlinger det hele. Men det ærger mig, hvor stærkt det føles. Eller det ærger mig, hvor stærkt jeg føler. Alt det følepis går mig på nerverne. Jeg vil for helvede bare spille bold op ad […]
Kærligheden er ikke umulig, siger du. Jeg har aldrig tænkt på kærligheden som en mulighed, men måske mener vi det samme?
At ligge på fakirens ryg. At mærke sig hudens lærred, og ønsket om at male en blomst. At tøve. Selv anemoner er søm for en skovbund.