Louise Juhl

En planter bulmeurt, en anden væder et frø. Sådan klarer vi os: Aldrig uden hinanden, men som oftest uden os selv.

Som stykgods bevæger Mallemukken sig. Fjer for fjer for fjer. Det er ikke den samme, der når frem som den, der tog afsted. Eller omvendt.

Natten er gal. Som lakmus og hud af Gori, så stramt.

  Hvad mødte vi først: magten eller afmagten?   (erfaringen er subtil)    

Eller: lægger mig ned og håber, det hele passer sig selv (til sine dages ende)

Jeg taler om – i tunger – og tungerne har dun Det pibler kvalmt og runger, selv vreden lyder hul

Vi læser hinanden, som Fanden læser Bibelen

Træets forsvinden. Fuglenes lodrette klange på tværs. Det er noget med det vi er, når vi ikke er nogen

Det er ikke sådan, at jeg ikke ved, hvad din tavshed fortæller. Eller at du ikke ved, at jeg lytter. Det er ikke alt det, vi taler om med alle andre. Ikke dét, vi lader stå på mure, der skal væltes. Eller halvhederne, vi fodrer som fedekalve. Det er ikke kroppen, vi bærer som et […]