§
Ingenting er mere nærværende på skrift, end fravær af
med spidsen af tungen male sort mod (svært gul) kroppen intakt lægger tryk på (ni og fire)
1. vride hænder af led som om, de var dine 2. så digte formler, der lader dig løse
( Nu ligner kroppen dét, den er: For mange rum uden vægge. De kalder mig levende af samme grund? )
Om man tænder for radioen, for at efterligne et åndedræt. Og åbner avisen i håb om, at alt er forandret. Om man koger et æg, for at undgå at størkne. Og skriver en seddel, man aldrig vil læse. Om man tænder en smøg for at tyde et tegn. Og et lys for at skelne det […]
Der er huller alle vegne: i den mur, jeg kalder krop i det ansigt, jeg kalder mit i det ja i det nej du slipper ind • igennem
alle kender koglernes afbidte – dér – detaljen i kroppen – hér – afstanden og den kolde rød der påstår os i live
De skal have kogt spidsbryst til aften og huset er fyldt med lugten af fugt og mad, da de træder indendøre. ”Lad os få luftet ud”, siger hun. ”Tal for dig selv”, svarer han. – Og tænker: hvorfor skal hun altid være så subtil? ”Hvad gik jeg glip af dér?”, spørger hun. – Og tænker: […]
Det vi forveksler med/ os selv/ de kælne hænder før regn/ og den der duft af / grøde/ det vi forgriber os på/ før sne/ varme knuder og/ slikkende flammer bag / rygge/ det vi forvilder os ind i/ før døden/ pulsen og håbet/ og selv til det sidste / livet/
Lad mig være! * En pæl ved ækvator, der kaster skygge klokken tolv