Louise Juhl

Hvad er smukkesthåb eller håbløshed? uanset hvadså mærker jeget ukendt øje i mit ansigtet øjenlågder letter og løfter verdenfra mine skuldre hvisker: Kom og jeg tør næsten ikke lytte men kun næsten.

Mine brilleglas fedter hele tiden til. Det er som om at alene dét, at jeg ser ud af dem, er mere, end de kan klare. Sådan har det altid været. Skifter jeg til kontaktlinser, får jeg øjenbetændelse, det er åbenbart ikke meningen, at jeg skal se klart. Det er to år siden til august. Nu […]

I dag er sådan en dag, hvor jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op. Jeg har købt marengskys og fedtfattig dressing og bestilt et par gummistøvler med for fra “Zjoos”. Hvert femte minut savner jeg det tykke røde kalenderlys fra december – og hele tiden min mor, og fire hele dage har jeg nu […]

Langtidsygemeldte er en gruppe, der sjældent har gavn af jobcentrenes sædvanlige arbejdsmarkedsrettede tiltag: kurser, uddannelsestilbud, arbejdsprøvning, praktik, cv-halløj. De er kørt døde i processen med at finde sig til rette på jobmarkedet, i samfundet og i alle de andre kasser, vi forventes at passe in di. Det, de har brug for, er ofte at finde sig til […]

I dag er tingene, som de skal være. Det vil sige, ansigtet i spejlet er mit eget, øjenbrynenes bue (glabella), brysterne, knæene – det hele sidder, som det skal. Andre dage er det anderledes kompliceret. Men ikke i dag. Teen, jeg drikker, er med urter. Den kan trække i evigheder uden at blive bitter. Det har […]

I går var jeg i Holstebro for at undervise nogle elever fra Talentakademiet, de var søde og imødekommende, disciplinerede også, det var en fornøjelse. Jeg skulle fortælle om novellegenren, om dens karakteristika, give gode råd og advare om faldgruber. Jeg havde på forhånd bedt dem om at læse Alice Munros “Nat” og Helle Helles “Rester”, […]

Stakken af hø-nåle eller. alt det vi taler om, når vi ikke taler om døden eller alt det vi ikke taler om, når vi taler om døden.  

Da jeg var barn, så jeg ikke naturen som meget andet end en tilfældig kulisse, jeg ind imellem fór vild i. Min far rejste meget med sit job, så når han endelig havde ferie og tid med familien, foretrak han at blive hjemme. Derfor  byggede han et sommerhus mellem nordjyske nåletræer, forladte cafeterier og masser af lyng […]

Nøgen gul lærer varsomt løv at huske:  

Jeg elsker, at alle lige tal kan deles på midten, uden at gå itu, og jeg elsker at sort aldrig bliver sort NOK – at der altid er noget til overs, noget lys. Jeg elsker, at alting passer, også når det ikke gør det, som når kaffen er kold som en elsket, der ikke elsker […]