Jeg er en krænker, jeg vil helt ind i dit øjes pause.
Meningen er en sart ballon vi sender til vejrs, kun for at punktere den med spidsen af en nedbidt negl. Det er sådan en sygelig drift. Op. Ned. Og så videre.
Hvad gør man, når træet man skal rejse sig ved, er faldet. Når selv luften gisper efter vejret og trækfuglene virrer formålsløst med fjer. Når regnbuen begrænser sin skala til sort og hvid og skatten for enden forlængst er formøblet. Når dråberne suger fugt ud af sig selv og fortættes til tørhed bagerst i munden. […]
solen klækker tunger og myg, tilsammen: den svage summen af skov, der brænder.
Jeg har forelsket mig i en fugl, en menneskefugl, jeg ikke kender. Det gør meget ondt at holde af den, for den har ingen vinger. Eller også har den, men ved det ikke, og klæber derfor til jorden med heste i ridt bankende bag, dunk…dunk. Jeg er ikke sikker på, hvis hænder det er, der […]
Jeg kravler gennem byen på alle fire. Mine bryster hænger så tungt, at jeg må kysse jorden, for ikke at dø af sult?
Jeg tror næppe at fuglene holder op med trække vejret * at jorden vender ryggen mod muren * og nok drikker månen sig fuld kommen rund – men ikke ihjel * så jeg må vel lære at leve med resten
Endnu en tekst af lidt større omfang en digtformatet: Tryk her, hvis du vil læse lidt om Vækst
Engang havde hun en plan. Punkter og krydser; x-akse og y-akse som tid og indhold. En opadstigende kurve med et klimaks, et punkt, et sted, en koordinat. Det var så det. Et kryds på en kurve, en vektor, et blindforsøg. Tabt af syne måske, punktet, men ikke spildt. Hun havde troet på dét. Eller på […]
Dagen indhenter os, før vi ved det. Dér ser du: Frem er tilbage – du må hilse det, der var, uden at frygte dig selv. Også et får længes efter ro. Også en ulv. Solen er pletter bag mine øjne. Hvis du ser mig længe nok, bliver jeg nat. Dér kan du lukke øjnene, det […]