Louise Juhl

Levende endnu engang og siden sidst // Vand  løbet krydset og glemt af verden i en brystlomme en dunkende dirrende drøm vi klapper i rytme Levende én gang siden sidst //

Midt i det hele er der afstanden mellem det ene og det andet. Og jeg kan ikke række over, jeg kan ikke samle, jeg kan ikke nå Jeg står på begge sider af en kløft og kalder. På mig selv og alle andre og noget midt imellem Men lyden sluges af alt for store vidder […]

Noget endte, før det begyndte I stedet: En (parentes) – en indskudt bemærkning – en lomme af luft under vand en bilmotors summen og den behagelige døsighed, der følger tågelygters slørede blik på ukendte landskaber midterrabat efter midterrabat og klynger af vejskilte uden tegn. Dagen som en rute af Undervejshed og Åndedræt: Et øjebliksfang: den stillestående ballet […]

Det er ikke fordi i ikke må se, hvad der er. Men fordi jeg så nødigt vil, at i skal se, at der ikke er Mere.

Ikke flere pejlinger, fornemmelser, gisninger. Ikke flere forsøg på at indramme, inddæmme, indfange. Ikke flere ydmygende håb om at nå frem. Til nogen. Ikke flere tryglende blikke og dæmpet hvisken: ”Hør mig, se mig, bekræft mig. Lad mig mærke, at jeg er til”. NOT! Ikke flere spørgsmål, der alligevel ikke bringer brugbare svar. Og da […]

Jeg prøvede at klæde mig ud som usynlig, men stod pludselig foran et spejl. Og blev synlig. Alt, alt for synlig. Jeg har været vred. Vred, vred. Rasende vred. Nu har vreden forladt mig, og jeg er ingenting. Jeg er tom og alligevel fyldt. Kvalmegrænsen nået. Jeg er fuld. Af tomhed og grå støvpartikler der […]

Nætterne går, uden at man ved af det. Det er ligesom deres berettigelse: glemsel og erindring i tæt dans bag øjenlåg og sitrende krop. Lagner krølles, stjerner glimter uanfægtet og alt er væk og uendelig tilstede på samme tid. Nætterne går. Uden at man ved af det.Uden at man ved. Med hvad. Dagene går og […]

Muligheden i et fravær: Blade, der aldrig faldt, hænger som orangebrune lanterner – ribbens-ridsede kroppe:  varmer forladte stammer og pynter en afklædt verden. Månen krummer sig sammen om himlen, og man lægger sig i ske.

Og jeg ville have skrevet til dig om hvide birkestammer. Om at vokse i søer og leve blandt klipper. Jeg ville have fortalt om Siljannætter og bræddehytter og om en bræ beklædt med lyng. Jeg ville have nynnet lidt om den langsomme bevægelse mod alt og ingenting – fået dig til at le af ”et […]

Og man græder fortvivlet og griber desperat efter nye veje og vildveje at komme videre ad. Alt imens verden af lave – eller bare i gang. Ingen synes at kende forskel. Korthuse bygges for at styrte sammen, bøger skrives for aldrig at blive læst og milepæle sættes ude kontekst. Tilfældigt spredt over landskabet står de -milepælene – […]