………. Det er ikke smukt. Ikke-smukt. ……… Det er ikke noget. Særligt. ……… Det er virkelighed hamrende derudaf i uglamourøs skønhed ligeglad med du´er og jeg´er med hjerte, smerte og patetiske rim den bare overhaler efterlader mig og mit (mig med mit) så jeg må skrive mig ud skrive mig ind i Dig og Livet […]
Jeg vil også skrive om sorte pupiller, om druknede hænder begravet i sand og fødder, der ikke tør vandre. Jeg vil også fylde mit vandtrug med blod fra ubærlige skæbner og hånlatters skærende sorte. Jeg vil også vide om måners aftag om kloders pejlen om spor af forbi Jeg leder forgæves og ved kun at […]
Afstand er når vi intet har at sige hinanden omend alt for meget at sige til hinanden. Og omvendt.
Der er så meget. Undervejs. Der er Astrid, der stiller spørgsmål til alt det, hun ved. Og som undlader at spørge til alt det, hun ikke vil vide eller vide af. Astrid, der istedet for at søge svar, sår krydderurter og ombetrækker stole. For at få noget at tale om. Noget andet. En dét, der […]
Der er så stille nu. Udsigten er smuk og fraværet af lyd meditativt. Jeg fornemmer en duft af æblehøst;- kan gribe kulører af falmet sensommer i genspejlingen fra et øje. Rumfanget af stilhedens dyb er overvældende. Gyldent. Dimensionerne enorme. Og min klump af sammenrullet skuffelse må opløses. Splintre og forsvinde i en førvintermorgens koordinater, der […]
Lad falde, hvad ikke kan stå. Lad falde, hvad ikke kan forstå. Lad stå. Hvad ikke kan misforstå. Misforståes. Lad stå, hvad ikke kan falde. Ja, lad stå, hvad ikke kan falde. Sammen.
Nogle dage er der mere Intethed end Andethed. Andre dage er det omvendt. Værst er de dage, hvor jeg ikke kan skelne: Hvor intet er noget og alt er noget andet. Hvor alt er afstand: til, fra og imellem
Livet kører i bakgear og fortiden er for længst blæst i gang. Man vinker til noget, man ikke kan se, for alle de hænder der vinker tilbage. Jeg stiller mig i solen og lade mig blænde af en utopi om en ildkugle. Millioner af kilometer borte og længe ude af mine vinkende hænder. Den bare brænder, kuglen. […]
Det har med garanti været en pestilens for naboen, men hele eftermiddagen har jeg skrålet med på følgende: ”Af og til / Kan det undre mig noget / al den tid jeg bruger/ på at finde en sjæl / Jeg griber efter noget, der flagrer og flakser / Jeg kan ikke fange mig selv / men […]
Et hul gemte en stjerne. Slugte et lys, men tændte en drøm. Stilheden der følger, og glæden ved at vide. At når en stjerne dør, fødes en galakse.