Min mormor hed Stella, det betyder stjerne, hun var rund og mild og stille og næsten altid træt, for hun havde en hjertelidelse og blev af samme grund frarådet at føde børn. Et råd hun heldigvis overhørte, ellers havde jeg ikke kunne besøge hendes og min morfars gravsted i dag. Min mormor arbejdede som omstillingsdame […]
Det gør ikke ondt længere. Eller: det gør ondt, men jeg er færdig med at mærke efter. Jeg er i tvivl, om det er godt eller skidt.
StartFragment:0000000541 EndFragment:0000000895 “Svaneformørkede, dem, de fugle i døvede ører, dem elsker jeg, nærsynet dun i klamring til kroppen, det, det elsker jeg (elsker jeg ikke) rytmen og næven derude, med huden som handske på vrang, det elsker jeg, elskede, elskede ikke.
Han træder mig på foden, og jeg vender mig om, av. “Åh”, siger han “jeg så ikke, at du stod i vejen” Giraffer har ikke selv bedt om deres pletter, har de?
Jeg stemmer ja til en overenskomst, der ikke dækker mig, jeg æder et fødevarelager for at forhindre sult i centralafrika, jeg deler ud af mig selv, som en falsk nødhjælpspakke: et kilo ris (brune), en flaske destilleret vand, en lyserød pille, der virker mod alt: bumser, brystbetændelse, bagstive længsler, det er sandt det hele, mere […]
Jeg drømmer med ført hånd. [Jeg tror, at det skyldes kulden: Alting staser, kroppen, tankerne, ja selv drømmene trækker sig sammen. Fryser til. Jeg føler mig som drivtømmer på en finsk flod i februar, ja det var dét, jeg drømte: At jeg var en tung, tung stamme i langsom bevægelse gennem isgrøde på vej mod […]
Min krop sænkes i vand og fortrænger dét, der svarer til massen af et menneske: et hul på størrelse med en fingerbøl. Det er vel cirka, hvad det kan blive til, det er vel omtrent, hvad et “jeg” kan indløse: Et hoved for et søm, et navn for en skæbne? Kh “Agnes”
Kære dagbog, Det er længe siden, jeg sidst har været bange. Sådan for-alvor-ude-af-mig-selv-bange, og ikke (som nu) bare konstant på vagt. Engang vidste jeg, at der var to scenarier, jeg kunne udspille. Den langsomme død og den hurtige død. Nu har der vist sig en tredje, middelvejen, den jævnt fremadskridende død. Jeg er ikke bange […]
og duer strøet som korn lige dér :..:……;;;………:……..;… ; [på pladsen under vores dybhavsøjne]