Kære dagbog, Det er for kort. For hovedet, for tørt. For øret, for krads. Det er noget med. Læber, der segner under smil. Tandkød, der flækker og tændernes plaster på såret, ja. Det er vel derfor, at jeg har så store øjne: så jeg kan drukne i widescreen og blåt. Klart! Kh Agnes
Der er brændt huller af træthed i mit ansigt. Jeg ser ud gennem hullerne og kultegner en virkelighed, farvelægger den sort på hvidt. Så enten så, eller så både. Og er pludselig ikke sikker. Hvad hvis alting viser sig, at være en uro i et ovenlysvindue? Blafrende skygger på en plastikdug?
Kære dagbog, Jeg har vævet historier her og der. Jeg bruger dem som sjal, når det bliver køligt. De handler om dyr, der kan tale, og lidt om før. Altså dét før, som jeg kan huske, og så alt dét, jeg prøver at huske. Alt derimellem finder jeg på. Kh Agnes
Kære dagbog, Der hænger et insekt foran min rude og arbejder så ihærdigt på at rede sig ud af et spind, at jeg end ikke nænner at tænke, at det er forgæves. Jeg føler mig afsløret, men ved ikke, i hvad. Det er længe siden, jeg sidst har løftet røret og håbet, at der var […]
Jeg laver et katalog over spildte overvejelser. Der er mange måder at udskyde ensomheden på. Dette er kun een.
Jeg kunne skrive om negle, der gror nedad i det bløde væv omkring fingerspidserne. Eller om hvordan det er, at tælle sten på stranden, alene for at have et mål med at lede. Men det yder ikke retfærdighed.
Alt jeg gør er, at lægge en konkylie mod mit øre og tænke mig en lyd som havets. At skrive punktum . At skrive punktum og se en afslutning . At skrive [hør!] og vente på, at papiret lytter.
Engang var 8 mit yndlingstal. Det var blåt og ellipseformet og skrevet med formskrift så alting gik op. I dag tæller jeg ikke længere, selv farverne sætter jeg i anførselstegn. Kun formerne bevæger mig stadig, som når lyngen tipper en skovbund: Et lilla brandbælte mellem virkelighed og verden.
Måske skal jeg huske, at Agnes ikke skriver til Agnes. Måske skal jeg holde fast i, at ingenting er, hvad det udgiver sig for at være. At ingen er nogen og vice versa. [Der er en lille klode, der kalder. Hør!]
Jeg lægger sammen og trækker fra, halverer, fordobler og så igen, forfra og om. Jeg ved det godt, at summen er mig: en lykkelighed, der ikke matcher det facit, der ser ud af øjnene.