af en poetisk algoritme IV
Der står du. Hatten i hånden, lampen i ånden. Hvis du gnider mig; hvis du trækker mig OP – må jeg så være din kanin?
Der står du. Hatten i hånden, lampen i ånden. Hvis du gnider mig; hvis du trækker mig OP – må jeg så være din kanin?
. Hvem ved, hvad der er til hvis bedste . [det er ikke et spørgsmål]
Fordi jeg bærer et skilt, hvor der står “Hvad vil du byde?”, betyder det ikke, at jeg er til salg.
da jeg var lille kunne jeg af og til gå i seng tidligt, helt, helt tidligt, før solen gik ned, nogen gange lige efter aftensmaden, bare for at ligge og planlægge, hvad jeg skulle drømme, tit handlede det om noget med at blive kaldt over skolens samtaleanlæg: ”X skal gå til skoletandplejen, hvor Inger venter […]
at digte helt, helt langsomt underspillet og uafvendeligt om et liv jeg ikke kan vågne fra
Tager man et sut og et lille barn og sætter dem sammen, har man forestillingen om en tryg barndom. * Spøgelser er utrygge børn. Spøgelser er navnløse sutter. Spøgelser er nøgler uden døre. Spøgelser tuder og tuder: ”uuuh uuuh uuuh” i håb om at forføre en barndom.
Det vi ikke ved, har vi ikke ondt af. [Parentes, våge, enfoldighedsrum] Det vi ikke vil vide, derimod, gør satans ondt. [Halvhed, riftning, saltsprække]
Og angsten for at knuse og angsten for at knæle [for dybt] og angsten for at ånde og angsten for at styrte [sig sammen] og angsten for at knække og angsten for at nåle [en dukke] og angsten for at træde ved siden af og angsten for at glemme [dét] og angsten for høje hæle […]